Niels-Henrik Jensen | Mine foredrag | Udvalgte artikler | Kontakt   

Det er Yves April (tv) og Claude Mora, der ejer og driver det charmerende hotel La Jabotte i Antibes.
Den hvide terrier hedder Tommy og er hotellets maskot.

Stjernestunder i Cap d'Antibes
To mænd og en hund driver hotel i den sydfranske by Cap d'Antibes. Som gæster på deres charmerende Hotel La Jabotte bliver ferierejsen fyldt med stjernestunder. Og det selvom hotellets ejere beskedent kun har tildelt sig selv to stjerner.

Af Niels-Henrik Jensen

Drømmer du om duften af nybagte croissanter og frisklavet kaffe? Marmelader af den hjemmelavede slags og friskpresset juice? Alt sammen serveret i en atmosfære af udsøgt venlighed. Hvis ja, så læs videre om det ganske lille og yderst charmerende Hotel La Jabotte i Sydfranske Cap d'Antibes. Og glem venligst alt om den berømte og berygtede franske arrogance.
Det er Béatrice Di Vita på turistkontoret i Antibes, der sender os lige i armene på Yves April og Claude Mora. Og i poterne på den hvide terrier Tommy, som er hotellets maskot og alles kæledægge. - Hotellet har to stjerner, siger Béatrice Di Vita med et glimt i øjet og underspillet fransk humor. Helt tydeligt er der oplevelser af den gode slags i vente.
Fornemmelsen for gode oplevelser holder stik. I en grad, så man et par gange i løbet af opholdet på Hotel La Jabotte lige må knibe sig i armen. For her er jo alt det, som vi danskere med et veludviklet gen for Sydfrankrig gerne rejser efter. Den afskærmede gårdhave er et helt kapitel for sig. En charmerende og frodiggrøn oase af den allerbedste slags. Her kan livet leves i laveste gear i hyggekroge og i skyggekroge, omgivet af solmodne citrusfrugter på stilk, krukker med blomster i flor og fugle- og dyrefigurer i keramik. Over et godt glas vin er det her dagens mange oplevelser i verden uden for Hotel La Jabotte vendes endnu en gang med rejsefællen.
Hotellets maskot Tommy bjæffer sit sædvanlige velkommen tilbage. Og nu skal vi have opklaret hvordan det kan gå til, at dette herlige sted ubeskedent har blot to stjerner i de officielle fortegnelser over hoteller.
Stjerner og forventningens glæder
Yves April smiler over hele hovedet. Det spørgsmål har han fået før. Han fortæller: - For nogle år siden havde vi et amerikansk ægtepar som gæster. Fruen havde det princip, at hun kun ville bo på firestjernede hoteller, når hun rejste i Frankrig. Men da ægteparret kom til Antibes, var alt optaget i den kategori. I stedet endte de på vores Hotel La Jabotte med bare to stjerner. Til vores store glæde har de siden da besøgt os flere gange.
Den historie er begyndelsen på en længere snak om de stjerner som hotelejere, turistorganisationer, rejsejournalister og gæster tildeler alverdens hoteller. Og som mange rejsende bruger som, undskyld udtrykket, en ledestjerne for, hvor en stor del af feriebudgettet fyres af.
- Det er helt bevidst, at vi kun har givet os selv to stjerner, forklarer Yves April, der har denne pointe: antal stjerner har noget med forventninger at gøre. Jo flere stjerner er hotel har, desto større forventninger bliver der skabt hos gæsten. Derfor bliver vore gæster altid positivt overrasket, vi giver jo mere end forventet.
Som en af de gæster, der bare må tilbage til Hotel La Jabotte igen og igen kan jeg tilføje: det er nemt at sætte på en formel, om der er internet på værelset eller ej. Om fjernsynet virker eller virker ikke. Og om der er varmt vand i bruserne.
Lidt sværere bliver det at måle ægte gæstfrihed, venlighed og omsorg for sine gæsters velbefindende. Sådan som vi mødte den hos Yves, Claude og Tommy.
Det tænker vi lidt over, mens stjernerne tændes på aftenhimlen over Hotel La Jabotte i sydfranske Cap d'Antibes. Vi kan se, at der er mange flere end to.


Fakta
Her boede vi:
Hôtel la Jabotte
13, avenue Max Maurey
06160 Cap d'Antibes
Hjemmeside www.jabotte.com

Hvad skal vi se i Antibes og omegn?
Office de Tourisme & des Congrès
11, place De Gaulle
06601 Antibes
Se turistkontorets hjemmeside, flere spog:
www.antibesjuanlespins.com

Hotel La Jabotte ligger på en stille sidevej i sydfranske Cap d'Antibes.

Gårdhaven på La Jabotte er en charmerende og frodiggrøn oase. Her er hyggekroge og skyggekroge omgivet af solmodne citrusfrugter på stilk, krukker med blomster i flor og fugle- og dyrefigurer i keramik. Og så er her stille.

Rumdeleren er La Jabottes gæstebibliotek med hygge-læsekrog og bløde sofaer. Ved de små borde kan morgenmaden nydes inden døre, omgivet af malerier og anden kunst til alle sider.

Væggene på La Jabotte fungerer som en dynamisk kunstudstilling. Skiftende kunstnere på gæstevisit står for udsmykningen, godt suppleret af Yves Aprils egne værker.

Væggene på La Jabotte fungerer som en dynamisk kunstudstilling. Skiftende kunstnere på gæstevisit står for udsmykningen.

Yves April er udøvende kunstner og maler blandt andet på porcelæn. Hans salgsudstilling er en del af udsmykningen i den kombinerede morgenmadsrestaurant, bibliotek og dagligstue.

Yves April kræser om husets gæster. Her er han ved at gøre en morgenbakke klar med nybagt bagværk, friskpresset juice og kaffe af den håndbryggede slags.

Foruden en glimrende samling bøger, byder læsehjørnet også på sidste nyt fra Nice og omegn i dagens aviser.

Så er der serveret! Gårdhaven på La Jabotte er som skabt til hvidvin på køl, lidt snack og en snak efter en dag i byen eller ved stranden.

Den vakse terrier Tommy er Hotel La Jabottes ukronede maskot.

Publiceret: April 2011.  

Alle rettigheder til artikler & billedmaterialer forbeholdes koldingskriveren.dk / Niels-Henrik Jensen