Niels-Henrik Jensen | Mine foredrag | Udvalgte artikler | Kontakt   

Luftfoto af øerne, til venstre L’Ile du Diable, Djævleøen, i midten L’Ile Royale, til højre L’Ile St. Joseph.
Foto: ATOUT FRANCE.
.

Djævleøen i det grønne helvede

80.000 straffefanger fik over en 100-årig periode en enkeltbillet til Djævleøen. Sådan skilte Frankrig sig af med kriminelle udskud, desertører, politiske fanger og andre uønskede personer.
Men den danske fremmedlegionær Ove Frohn og kaptajn ved den franske generalstab Alfred Dreyfus overlever begge.


Af Niels-Henrik Jensen

Guillotinen har hugget hovedet af den første kinesiske straffefange. Bødlen gør guillotinens faldøkse klar til den næste dødsdømte. Det er også en kineser. Han stritter voldsomt imod og må slæbes af to fangevogtere det sidste stykke vej til ”la mademoiselle”, kælenavnet for guillotinen.
En hund gnasker løs på det først afhuggede hoved, blodet flyder, og på en kærre står kisten parat til den henrettede. Og der er præsten med sit kors og bibelen og den sorte fugl øverst på guillotinen. Et par cigaretrygende mænd følger med fra sidelinjen.
Den naivistiske tegning af det makabre sceneri er én blandt mange, som den danske fremmedlegionær Ove Frohn lavede, efter han slap levende fra otte års ophold på Djævleøen, Frankrigs straffekoloni i det tropiske Fransk Guyana i Sydamerika.
Som mange andre straffefanger blev han tvunget til at overvære henrettelsen af medfanger, der fandt sted i modtagefængslet Camp de la Transportation i Saint-Laurent du Maroni.
De mange frygtelige og nedværdigende oplevelser i et umenneskeligt straffesystem, gav Ove Frohn dybe sår på krop og sjæl. Sårene på sjælen forsøgte han mange år senere at hele ved at skrive og tegne sig ud af dem. Hans tegninger og notater findes i dag på Det kongelige Bibliotek, og blev udgivet i bogform med titlen ”Helvedet hinsides Havet”.
Alle fængsler og fangelejre i Fransk Guyana blev under et kaldt for ”Djævleøen” og var dels indrettet på fastlandet i og omkring Saint-Laurent du Maroni; og dels på de tre små øer L’Ile Royale, L’Ile St. Joseph og L’Ile du Diable, beliggende i Atlanterhavet ud for Kourou.
Straffekolonien blev grundlagt under Den Anden Republik i 1852 og endeligt afviklet i 1952. I løbet af de 100 år fik i alt 80.000 straffefanger en enkeltbillet til Djævleøen.

Besøg i helvedes forgård
I folkemunde hed det sig, at man var blevet dømt til galejerne, når ens dom lød på deportation og tvangsarbejde i Fransk Guyana. De straffefanger, der to gange om året blev sejlet til Fransk Guyana, var en uskøn blanding af forhærdede vaneforbrydere og gengangere fra landets retssale. De bliver deporteret efter devisen ”ude af øje, ude af sind” og ankommer til modtagelseslejren Camp de la Transportation i Saint-Laurent du Maroni på fastlandet.
Men blandt de deporterede er også politiske fanger, særligt farlige fanger og eksklusive fanger. I den sidste kategori er blandt andre den jødiske kaptajn i generalstaben Alfred Dreyfus, der er offer for et infamt justitsmord. Han sendes direkte til L’Ile du Diable, Djævleøen. Mere om ham senere. Mellem hver skibstransport, som kunne rumme ca. 900 straffefanger, opholdt fangerne sig i opsamlingsfængsler, bl.a. det på øen St. Martin du Ré ud for Bretagnes kyst.
De fleste straffefanger fik en ussel død og endte i en grav under bambussen eller som føde for sultne hajer.
En dag er det mig, der står i Saint-Laurent du Maroni. Jeg vil gå i sporene efter Ove Frohn og de tusinder af andre straffefanger, der blev ydmyget, afstraffet, tortureret, arbejdet til døde eller udfriet af sygdommene malaria, dysenteri eller gul feber.

Sonia Cippe er med i selskabet. Hun er født og opvokset i Fransk Guyana og er med på turen rundt i Frankrigs tidligere straffekoloni.
- De deporterede straffefanger gik i land lige hér, fortæller Sonia Cippe og peger ud over havnen i Saint-Laurent du Maroni. Det brune, mudrede flodvand fra Maroni floden, der danner grænsen mod Surinam, det tidligere Hollandsk Guyana, skvulper ind mod stranden. Et rustens skibsvrag er skyllet op på stranden, den grønne og frodige vegetation har sneget sig ombord fra landsiden.
Vi går op mod det nu nedlagte modtagefængsel ”Camp de la Transportation”. Passerer en statue, som bedst kan beskrives som en skamstøtte over Frankrigs umenneskelige straffesystem, eksekveret i et sygdomsbefængt, grønt, tropisk helvede. En mur af fortvivlelse omgiver statuen af den krumbøjede og lænkede straffefange.

Dødsruten ”Route Zero”
Som ansigter med tomme øjenhuler står de forladte fængselsbygninger i række efter række efter række. Det tropiske klima gnaver sig ind på de afskallede bygninger. Guiden, der blot vil kaldes Claudio, griber os med sit levende sprog og taler med hele kroppen. Vi møder ham under det kæmpestore og skyggegivende træ i fængselsgården.
Han peger ud over pladsen og fortæller, hvordan fangerne blev stillet op på geled og sorteret af lejrens kommandant og læge efter et meget enkelt system. I tankerne, lyslevende, kan vi se hele scenariet for os: De fysisk store og stærke fanger kommer i samme pulje som dem uden uddannelse og de, der ikke har særlige evner eller færdigheder. Fælles for dem er udsigten til en hurtig død. For de er udset til at arbejde på straffekoloniens egen makabre dødsrute, den 250 kilometer lange strækning kaldet ”Route Zero”, der fører gennem den tropiske regnskovs uvejsomme og fugtmættede helvede. Statistikken kan ikke misforstås; anlæggelsen af de første 24 kilometer vej har allerede kostet 24.000 straffefanger livet.

Dansk fremmedlegionær dømt til galejerne
Men hvordan er danskeren Ove Frohn havnet på Djævleøen? Det korte svar er eventyrlyst parret med drømmen om store oplevelser og en karriere som pilot. Det er den cocktail, der driver ham i armene på Fremmedlegionen. Med en uddannelse som maskinarbejder har han under Første Verdenskrig arbejdet som civil flymekaniker for tyskerne. Da freden bryder ud i 1918, bliver der et gabende hul af tomhed i hans tilværelse, og et alt for stille liv i København er dømt til at mislykkes. Han rejser til det fransk besatte Koblenz og bliver i 1920 hvervet til Fremmedlegionen med løgnagtige løfter om en uddannelse som pilot. Men de flyvske drømme forbliver luftkasteller. Med udsigt til fem hårde år som menig og meget jordnær soldatertjeneste, deserterer han fra legionens kaserne i Sidi bel Abbès i Algeriet. Han bliver fanget, idømt ti års straffearbejde og sendt til Djævleøen. Han ankommer til Saint-Laurent du Maroni, og med køjesækken over skulderen bliver han og de andre straffefanger ført til modtagelseslejren Camp de la Transportation. Her får han fangenummeret 44.792; nummeret er hans nye identitet.
Ove Frohn bliver reddet af sin uddannelse som maskinarbejder. De mekaniske værksteder bliver hans helle, han opnår en særstatus som fange fordi det ofte er ham, der sendes bud efter når fængslets maskineri af enhver slags skal repareres. Som reparatør kommer han også til de tre små øer L’Ile Royale, L’Ile St. Joseph og L’Ile du Diable, der ligger i Atlanterhavet ud for Kourou.
Men han er og bliver straffefange, forsøger flere gange at flygte og får efter en række mislykkede flugtforsøg smedet jernbøjler om anklerne, der forbindes med jernkæder. En af Ove Frohns tegninger viser, hvordan han sidder lænket ved drejebænken. Og hvordan tre andre fanger i lænker stadig kan passe arbejdet ved ambolten, essen og blæsebælgen.

Ove Frohn kommer hjem til Danmark
Efter utallige flugtforsøg lykkedes det endelig Ove Frohn sammen med fire medfanger at undslippe Fransk Guyana. Flugten sker i en lille båd, og da båden på grund af vindstille ikke rokker sig ud af stedet, slipper drikkevandet op og provianten er næsten spist. Ikke et ord om kannibalisme. Men det uudtalte svar på de skibbrudnes problem er set både før og siden. I sidste øjeblik bliver de reddet af besætningen på ”Mayflower”, et privatejet skib på krydstogt med et amerikansk selskab. Her bliver de hjulpet på alle måder af skibets ejer, tysk-amerikaneren Mr. Weisz, og med penge på lommen og iklædt nyt tøj, bliver Ove Frohn og en medfange sat i land i Nicherie i Hollandsk Guyana. Herfra rejser de med skib til Paramaribo, også i Hollandsk Guyana, hvorfra der er bedre forbindelse til Europa. Populært sagt vil Ove Frohn herfra arbejde sig hjem til Europa på et skib. Det bliver den norske damper ”Gustav Vigeland” af Bergen, der bliver Ove Frohns redning. Han bliver hyret som fyrbøder og når ad omveje med månedlange sygehusophold på Barbados til Halifax, hvor han i isnende kulde og slud går i land iført tropetøj.
Takket være den danske konsul på stedet kommer han som betalende kahytspassager med amerikadamperen ”Oscar II”, og ankommer således ombord på årets første juleskib til Københavns Frihavn.
På kajen spiller et orkester de kendte julemelodier. Ove Frohn hanker op i alt sit jordiske gods. Det kan være i en håndtaske. Ingen venter ham, og med tasken i hånden går han ned ad landgangen, ind mod barndommens by.

Dreyfusaffæren
Men det er ikke blot simple forbrydere, der bliver dømt til galejerne. En af de mest prominente personer, der bliver bortdømt, er den jødiske kaptajn ved generalstaben Alfred Dreyfus. Han giver navn til den skandale, Dreyfusaffæren, som i samtiden ryster det franske samfund. Og hvis efterdønninger fortsat kan spores i vore dages Frankrig. Som kaptajn i den franske hærs generalstab bliver han offer for en sammensværgelse, hvis elementer var en blanding af falske beviser, intriger og antisemitisme. I 1894 bliver Alfred Dreyfus dømt til degradering og livslang deportation til L’Ile du Diable, Djævleøen. Som en eksklusiv fange får han sit eget hus på den mikroskopisk lille ø, men også en tillægsstraf: han er dømt til tavshed, ingen må tale til ham og han skal leve isoleret, kun omgivet af vagtmandskabet.
Ikke mindst takket være forfatteren Émile Zola (1840-1902), der i avisen L’Aurore i 1898 skriver et åbent brev til den franske præsident med titlen ”J’accuse”, jeg anklager, bliver Alfred Dreyfus efter flere retssager endeligt rehabiliteret. Det sker i 1906, hvor han bliver tildelt Æreslegionen og atter indtræder i hæren, nu med rang af major. Han har mistet stemmens brug, bliver pensioneret, men melder sig atter under de franske faner under Første Verdenskrig.

Fransk Guyana kort:
Fransk Guyana ligger i det nordøstlige hjørne af Sydamerika, ud til Atlanterhavet og med Brasilien og Surinam som naboer.
Fransk Guyanas areal er på 83.533 kvadratkilometer, knap dobbelt så stort som Danmarks 43.094 kvadratkilometer.
Antal indbyggere er 195.500.
Fransk Guyana er et oversøisk fransk departement. Valutaen er altså euro. Fransk Guyana er repræsenteret i Nationalforsamlingen i Paris med to medlemmer.
Tidsforskellen mellem Frankrig og Fransk Guyana er på fire timer ved normaltid. Når klokken er 12.00 i Cayenne er den 16.00 i Paris.

Tre gange Guyana
På gamle atlas findes betegnelsen Britisk Guyana, Hollandsk Guyana og Fransk Guyana. Det var da også de nationer, som i 1700-og 1800-tallet lå i strid om disse landområder, godt sekunderet af Portugal. I vore dage hedder Britisk Guyana blot Guyana, Hollandsk Guyana hedder Surinam og Fransk Guyana har beholdt sit navn og er fortsat en del af Frankrig. I modsætning til de to øvrige, der er blevet selvstændige nationer.


Fakta

Besøg de tidligere fængsler
Turistkontoret i Saint-Laurent du Maroni arrangerer rundvisning i ”Camp de la Transportation”. Fra Kourou kan man sejle med en katamaran til øerne L’Ile Royale, L’Ile St. Joseph og L’Ile du Diable, Djævleøen
L’Ile Royale
På L’Ile Royale kan man overnatte i øens historiske bygninger. Øens tidligere administrationsbygning er indrettet som hotel, der tilbyder ophold med helpension. Et glimrende stisystem gør det forholdsvis nemt at komme rundt på øen.
L’Ile St. Joseph
Bygninger, stier, veje og stendiger får lov til at forfalde på St. Joseph. Regnskoven breder sig uhæmmet ud over de faldefærdige bygninger. Med forsigtighed kan man komme helt tæt på forfaldet. Pas på nedfaldende kokosnødder!
L’Ile du Diable, Djævleøen
Det er forbudt at gå i land på Djævleøen. Her afsonede en af straffekoloniens mest prominente personer, den jødiske kaptajn ved generalstaben Alfred Dreyfus, der var offer for et justitsmord. Som eksklusiv fange fik han sit eget hus på den mikroskopisk lille ø.


Tidstavle
I 1500-tallet ankommer europæerne til området.
1667 bliver området fransk ifølge Bredatraktaten.
1700- og 1800-tallet byder på magtkampe mellem England, Holland, Portugal og Frankrig.
1817 ratificeres en traktat i Paris, der fastslår, at området er fransk.
1848 ophæves slaveriet endeligt - det samme sker i øvrigt på de dansk vestindiske øer.
1852 bliver den første af flere straffekolonier etableret.
1946 får området status af oversøisk provins.
1952 ophører Fransk Guyana med at fungere som straffekoloni.
1968 etablerer ESA sit rumfartscenter i Kourou.
1979 opsendes den første løfteraket af typen Ariane 5
2016 rumfartscentret i Kourou har siden dets etablering med stor succes opsendt løfteraketter af bl.a. typerne Ariane 5, Vega og Sojuz.

Om guillotinen
Guillotinen kan bedst beskrives som en henrettelsesmaskine. I revolutionsåret 1789 stillede lægen Joseph Ignace Guillotin Nationalforsamlingen det forslag, at alle dødsdomme skulle eksekveres ved halshugning. En harpefabrikant og en kirurg konstruerede i fællesskab guillotinen, hvis faldøkse efter aktivering suser mod den dødsdømtes hals og hugger hovedet af. Hvert fransk departement havde sin guillotine, også de oversøiske og altså også Fransk Guyana.
Den sidste henrettelse i guillotinen fandt sted i 1977. Dødsstraffen blev afskaffet i Frankrig i 1982.


Rejsen dertil:
Air France flyver fra Paris/Orly til Cayenne i Fransk Guyana.
www.airfrance.dk

Vaccinationer
Der kræves vaccination mod gul feber for indrejse i Fransk Guyana.

Flere oplysninger
ATOUT FRANCE – Frankrigs Turistråd
www.france.fr

e-mail: info.dk@france.fr


Bøger og film
Helvedet hinsides Havet
”Helvedet hinsides Havet”, Aage Krarup Nielsen, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København, MCMXXXX.
Bogen er baseret på Ove Frohns oplevelser i Fransk Guyana, illustreret med hans naivistiske tegninger. Ved bogens udgivelse i 1933 ønskede Ove Frohn at skjule sin identitet, og bliver i bogen blot benævnt ved sit fangenummer, 44.792.

Papillon
”Papillon” af Henri Charrière, dansk udgave, Nyt Dansk Litterarturselskab1992.
Henri Charrière var efter sigende en notorisk løgnhals. Men han var en god lytter, og mange af bogens oplevelser tilskrives hans medfanger. Men det bliver hverken bogen eller filmen af samme navn ringere af. Øgenavn/kælenavn efter tatoveringen på brystet af en sommerfugl.
DVD
Filmen ”Papillon” fra 1973 har Steve McQueen og Dustin Hofman i hovedrollerne.

Helvedet hinsides Havet
Ove Frohns optegnelser og tegninger om livet som straffefange blev takket være forfatteren Aage Krarup Nielsen til bogen ”Helvedet hinsides Havet”. Det er stærk læsning, illustreret med Ove Frohns egne naivistiske tegninger, som han udførte efter sin hjemkomst til Danmark. Tegningerne er uden tvivl udført som en form for terapi efter årelange oplevelser, der bedst kan beskrives som fysisk og psykisk tortur. Ved bogens udgivelse i 1933 ønskede Ove Frohn at skjule sin identitet, og han bliver i bogen blot benævnt ved sit fangenummer, 44.792.

Velkommen til modtagelseslejren Camp de la Transportation i Saint-Laurent du Maroni. Hertil ankom de fleste deporterede fanger fra Frankrig.

Guiden Sonia Cippe foran en af enkeltmandscellerne, hvor de mest genstridige fanger blev anbragt.

På pladsen med det skyggefulde træ blev fangerne stillet op på geled og sorteret af lejrens kommandant og læge efter et meget enkelt system: De fysisk store og stærke fanger kommer i samme pulje som dem uden uddannelse og de, der ikke har særlige evner eller færdigheder. Fælles for dem er udsigten til en hurtig død. For de er udset til at arbejde på straffekoloniens egen makabre dødsrute, den 250 kilometer lange strækning kaldet ”Route Zero”.

- Her stod guillotinen, fortæller guiden Claudio og tilføjer eftertænksomt: - Medfangerne var tvungne tilskuere til henrettelserne. Et antal afhuggede hoveder blev i øvrigt gemt i formalin! I bygningen i baggrunden opholdt den dødsdømte sig de sidste timer før henrettelsen. Og fik hér det sidste måltid mad, den sidste cigaret, den sidste slurk rom.

I det store fangerum blev fangerne lænket til en jernstang for natten. Her er det guiden Claudio til højre, der fortæller en flok besøgende om fangernes kummerlige forhold.

I det store fangerum blev fangerne lænket til en jernstang for natten. Det primitive toilet ses i rummets ene hjørne.

Monumentet med straffefangen i lænker står ved havnen i Saint-Laurent du Maroni i Fransk Guyana. Det er rejst til minde om de 80.000 deporterede straffefanger, der fik en enkeltbillet til det tropiske helvede i straffekolonien.

Fangerne i enkeltmandscellerne blev spændt fast for natten med en jernbøjle om anklen.
Her er det Claudio, der med Sonia Cippe som model, viser hvordan det foregik.

På Royale findes et informationscenter, der blandt andet fortæller om Dreyfusskandalen, og i kopi viser en af sagens mest berømte avisforsider. Ikke mindst takket være forfatteren Émile Zola (1840-1902), der i avisen L’Aurore i 1898 skriver et åbent brev til den franske præsident med titlen ”J’accuse”, jeg anklager, bliver Alfred Dreyfus efter flere retssager endeligt rehabiliteret.

I kirken på Royale viser denne samling tegninger livet i straffekolonien.

På Royale kan gæster overnatte i de bygninger, hvor fængselsvæsenets administration holdt til.

På St. Joseph får veje, stier, stendiger og bygninger lov at forfalde. Straffefangerne udførte alle anlægsarbejder på øen.

På Royal breder regnskoven sig uhæmmet over de faldefærdige fængselsbygninger.

Ove Frohn ved drejebænken. Efter utallige flugtforsøg fik han påsat fodlænke. Bemærk fodlænken, der er gjort fast til den tværgående stang ved gulvet der gør, at han kan bevæge sig langs drejebænken. Bemærk også de blodige ben, som er sår efter påsætning af fodlænken.
Copyright: Det Kongelige Bibliotek.

Denne naivistiske tegning af den makabre henrettelsesscene er én blandt mange, som den danske fremmedlegionær Ove Frohn lavede, efter han slap levende fra otte års ophold på Djævleøen, Frankrigs straffekoloni i det tropiske Fransk Guyana i Sydamerika.
Som mange andre straffefanger blev han tvunget til at overvære henrettelsen af medfanger, der fandt sted i modtagefængslet Camp de la Transportation i Saint-Laurent du Maroni.
Copyright: Det Kongelige Bibliotek.

En af Ove Frohns naivistiske tegninger viser fangelejrens kulturelle centrum.
Copyright: Det Kongelige Bibliotek.

 
Publiceret: Oktober/november 2017  

Alle rettigheder til artikler & billedmaterialer forbeholdes koldingskriveren.dk / Niels-Henrik Jensen