Niels-Henrik Jensen | Mine foredrag | Udvalgte artikler | Kontakt   

Det sydlige Tunesien er rig på alternative tankstationer med billigt brændstof fra Libyen. Med priser 30-40 % lavere end
de veletablere tankstationer, er de et reelt alternativ til de økonomisk trængte Tunesere.

Eksplosiv grænsehandel
Grænsehandlen mellem Tunesien og nabolandet Libyen er eksplosiv. Fra Libyen kommer det billige brændstof over grænsen for senere at blive solgt fra et utal af alternative tankstationer i det sydlige Tunesien. Tag med på en lørdagsudflugt til grænsebyen Ras Ajdir, hvor grænsehandlen kører for fuld kraft på alle cylindre.

Af Niels-Henrik Jensen

Grænsehandelen mellem Tunesien og nabolandet Libyen er eksplosiv. Det er den store prisforskel landene imellem på benzin og diesel, der skaber den eksplosive grænsehandel med billigt brændstof fra Libyen, som efterfølgende er fødekæde til en næsten uendelig underskov af alternative tankstationer i det sydlige Tunesien. Tankstationer, som egentlig burde kaldes dunkstationer, for det er hvad de består af. Opstablede plastikdunke i 10, 15 og 25 liters størrelse er byggestenene hos de alternative, hvor tankning sker via en tragt tilsluttet et par meter plastslange. Og med et udspændt filter over tragten, som ofte er resterne af en gammel skjorte.
Lad os tage et pristjek: På en Shell tankstation med betjening koster en liter blyfri oktan 95 1,570 dinarer, svarende til ca. 5,80 kr. Efter lokale forhold er det alt for dyrt og det betyder livlig handel med alle former for brændstof ved de meget alternative tankstationer, som ses langs vejene i det sydlige Tunesien. Her ligger priserne gennemsnitligt 30-40 % under det, der må betales på Shell stationen. Og apropos de alternative tankstationer, så er de lette at finde, selv når mørket har sænket sig. Typisk er det et enkelt, nøgent lysstofrør, som lyser stationen op og en rød plastikspand med en indbygget pære er signalet til billigt brændstof, også ved nattetide.
Af sted mod Libyen
Det billige brændstof kommer som skrevet fra Libyen. En lørdag i marts kører jeg i lejet bil fra ferieøen Djerba, den sydligste ø i Tunesien, og sætter kursen mod grænsen til Libyen ved byen Ras Ajdir. Min vejviser er et turistkort over Tunesien til en dinar, men Middelhavet er til venstre, solen til højre og nede mod syd ligger Libyen. Ruten kan være i hovedet: Tag dæmningen til fastlandet, kør efter Zarzis, videre mod Ben Gardane, hvor skilte viser mod Ras Ajdir. Der er ca. 140 kilometer til grænsen og køreturen er jo ikke noget, der bare skal overstås. Det er en oplevelse i sig selv med fremmedartet arkitektur, frodige olivenlunde, golde ørkenstrækninger, kamelflokke, flokke af får med egen hyrde, en enkelt flygtningelejr og eksotiske og kaotiske byer. Grænsehandel er som bekendt ofte en blanding af udflugt og indkøb i turboklassen.
Ad romernes gamle dæmning
Dadelpalmer i tusindvis fylder landskabet ud på Djerba. Deres vigtigste opgave er at forhindre sandflugt, dadlerne er af ringe kvalitet, der ender som kamelfoder og ikke på danskernes juleborde. Juledadlerne kommer bl.a. fra oasebyen Tozeur. Jeg forlader Djerba ad romernes gamle dæmning, som i vore dage er en tosporet, asfalteret vej med højspændingsledninger højt til vejrs og pipelines med ferskvand i jordhøjde. Vel inde på fastlandet springer frodigheden i øjnene i form af snorlige rækker af oliventræer så langt øjet rækker. De er plantet efter et urgammelt system med ti meters afstand mellem samtlige træer, hvilket sikrer lys og luft til alle.
Efter Zarzis går frodigheden over i stenørken. En skarpt optrukket linje i mørkeblåt ude til venstre er Middelhavet. Til højre løber ørken og himmel sammen ude i horisonten. Kilometerstenene tæller ned til Ben Gardane.
Ind på den transafrikanske hovedvej
Indtil nu har der kun været lidt trafik i begge retninger, jeg kører jo på en bivej. Det billede ændrer sig totalt og dramatisk, da jeg ved Ben Gardane kommer ind på én af de transafrikanske hovedfærdselsårer i Tunesien. Her mødes trafikken til og fra Tunis i nord med den fra Algeriet ovre mod vest.
Ved indkørslen til Ben Gardane ligger en nymalet moske og funkler i solen. Murværket er holdt i hvidt, vinduer og indgangspartiet er mintgrøn og minareten er gul med en halvmåne i toppen. Jeg holder pause og ser på trafikken. Det altdominerende indtryk er en nedslidt bilpark i en elendig forfatning. Karavanen af biler med farvestrålende plastdunke liver op i trafikken. De er på vej efter billigt brændstof ved grænsen til Libyen. Store vogntog synligt lastet med cement sække, mursten og armeringsjern hamrer forbi i samme retning. Andre vogntog med lasten dækket af presenninger kører fødevarer ud af Tunesien, også til det rigere Libyen. En kilde fortæller mig senere, at den trafik giver stigende fødevarepriser i Tunesien til skade for landet fattige del af befolkningen.
En rundkørsel dukker op, skilteskoven er imponerende, det største peger mod Libyen. Der er markedsdag i byen, endelig får vi lov til bare at snegle af sted. En betjent støder heftigt i sin fløjte, dæmper de mest aggressive trafikanter og hjælper de sløveste på vej i trafikken. En sand skov af viftende hænder med bundter af pengesedler dukker op langs vejen. Det er drive-in veksling i øjenhøjde. Farvestrålende keramik, isenkram og alt til hjemmet breder sig ud over fortovet i to-tre kilometers længde. Endnu en gang folder ørkenen sig ud til begge sider. En kamelflok på anslået et par hundrede hoveder står samlet om en brønd. En fårehyrde driver sin store flok af sted, men afser tid til et smil og en snak med fotografen.
Brændstof tyvenes gamle trick virker stadig
”DOUANE”, står der på skiltet ved vejspærringen. Det er toldkontrol i god tid, grænsen til Libyen er 15 kilometer længere fremme, fortæller den meget venlige tolder, giver hånd og siger på gensyn.
En hel by af telte dukker op ude i det bare ingenting. Det er en flygtningelejr, oprettet i marts 2011 af UNHCR og Tunesisk Røde Halvmåne, da kampe i Libyen tvang tusinder af gæstearbejdere på flugt til Tunesien.
Endelig ved grænsen! Det er her det sker! På en rasteplads, lidt gemt af vejen og delvis skjult bag høje rækker af eukalyptustræer, er der gang i den illegale handel med brændstof. Et par personbiler på libyske nummerplader har hver en tyk plastikslange stukket ned i tanken. Det er brændstof tyvenes gamle trick, der folder sig ud i fuld offentlighed. Et par dunke i 25 liters klassen bliver næsten fyldt op, og biler kører tilbage mod Libyen, sandsynligvis til endnu en påfyldning. Med efterfølgende tapning i Tunesien. På rastepladsen har andre travlt med at læsse de fyldte dunke ind i varevogne, stuve dem i bagagerummene på personbiler og stable dem i lag på tagbagagebærere. En stationcar ser noget overlæsset ud. På taget har den 24 dunke a 25 liter fordelt på to lag. Det giver 600 liter brændstof til salg på de alternative tankstationer. Den rullende brandbombe vender snuden hjemad, hjem med billigt brændstof til det tunesiske folk, der økonomisk er ude i tovene. Det arabiske forår har indfundet sig, men lige nu er Tunesien i et politisk og økonomisk vakuum. Men grænsehandlen har det godt og lever i bedste velgående. Også den eksplosive!

Fakta
Valuta

Den tunesiske møntfod hedder dinar og millimes, svarende til kroner og ører.
Den tunesiske valuta er en lukket valuta, som hverken må indføres eller udføres. Al veksling sker således i Tunesien. Medio marts 2013 koster 1 dinar ca. 3,70 kr.

Leje af bil på Djerba
Bravo Tours har aftale med Boulaaba Travel Service, der leverer og afhenter udlejningsbilen ved hotellet. Leje per dag 80 dinarer, ca. 296 kr. for en Punto eller tilsvarende, jeg fik en Renault Symbol. Udlejningsbiler har blå nummerplader.
OBS!
Lejekontrakten er skrevet på fransk, alt det med småt står på bagsiden på fransk og arabisk. Underskrift af kontrakten sker i hotellets lobby.
Se kritisk på bilen, når den overtages.

Lidt om færdselsregler
Skærpet opmærksom er det bedste råd til bilisten i udlejningsvogn. Medtrafikanter kan opføre sig helt utilregneligt. Der er risiko for dyr og mennesker på vejbanen.

Autokort til Tunesien
Michelin nr.744 National, Tunisia, 1:800.000
Kan købes hos Nordisk Korthandel, København
www.scanmaps.dk

Lokalt fremstillet turistkort kan købes for en dinar. Ok til kørsel mellem større byer.

Litteratur
Turen Går Til Tunesien, Rikke Hostrup Haugbølle, Politikens Forlag A/S, 2011.
12. udgave, 1.oplag.
www.tgt.dk

Rejsen dertil
Bravo Tours flyver til Djerba fra Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn i Kastrup.
www.bravotours.dk
www.bll.dk
www.cph.dk

Udenrigsministeriets rejsevejledning
Tjek udenrigsministeriets rejsevejledning før kørsel til grænseområdet ved Libyen. Hold lav profil.
www.um.dk

Grænsen mellem Tunesien og Libyen er atter åben for trafik. Af sikkerhedsårsager lukkede Libyen grænsestationen i
december 2012, men tunesiske forretningsfolk gik i demonstration og i januar 2013 blev grænsestationen atter åbnet.

Bilen her er en rullende brandbombe. På taget har den 24 dunke a 25 liter fordelt på to lag. Det giver 600 liter brændstof til salg på de alternative tankstationer i Sydtunesien.

Manden her er en omvandrende valutahandler. Med et svingende bundt pengesedler som blikfang står han ved grænsen til Libyen og kaprer kunder.

Det sydlige Tunesien er rig på alternative tankstationer med billigt brændstof fra Libyen. Med priser 30-40 % lavere end de veletablere tankstationer, er de et reelt alternativ til de økonomisk trængte Tunesere.

På rastepladsen ved grænsen til Libyen er der hektisk aktivitet med omladning af brændstof. Delvis skjult af de høje rækker af eukalyptustræer, er der gang i brændstof tyvenes gamle trick. Med en plastslange tømmes bilernes tanke for indsmuglet brændstof.

På Shell tankstationen med betjening på den tunesiske ferieø Djerba koster en liter blyfri oktan 95 1,570 dinarer, svarende til ca. 5,80 kr.

Det sydlige Tunesien er rig på alternative tankstationer med billigt brændstof fra Libyen. Med priser 30-40 % lavere end de veletablere tankstationer, er de et reelt alternativ til de økonomisk trængte Tunesere.

Ved indkørslen til Ben Gardane ligger en nymalet moske og funkler i solen. Murværket er holdt i hvidt, vinduer og indgangspartiet er mintgrøn og minareten er gul med en halvmåne i toppen.

Ørkenen i det sydlige Tunesien har ikke meget spiseligt at byde på. Men der er føde nok til flokke af får og geder, der drives rund i ørkenen af hyrder.

Nedtællingen til Zarzis er begyndt. På kilometerstenene er bynavne skrevet på arabisk og fransk.
Den grønne farve i toppen af stenen viser, at vi er på en bivej.

Romerne opførte dæmningen mellem Djerba og fastlandet. I vore dage fører en tosporet, asfalteret vej trafikken over dæmningen, der også bærer højspændingsledninger højt til vejrs og pipelines med ferskvand i jordhøjde.

Oliventræerne i Tunesien er plantet efter et urgammelt system. Der er ti meters afstand
mellem samtlige træer. Det giver lys og luft til alle træer og ingen står i skygge.

Publiceret: 28.04.2013.  

Alle rettigheder til artikler & billedmaterialer forbeholdes koldingskriveren.dk / Niels-Henrik Jensen