Niels-Henrik Jensen | Mine foredrag | Udvalgte artikler | Kontakt   

Det er her de caribiske drømme bliver til virkelighed. Kridhvide, bløde sandstrande, palmer med blide sus i toppen og lyden af rullende bølger fra et turkisfarvet hav.

Guadeloupe - et caribisk paradis
Guadeloupe i Caribien er en eksotisk bid af Frankrig. Der betales med euro, sproget er fransk og befolkningen en charmerende blanding af europæere, afrikanere og kreolere. Det kreolske køkken er i særklasse, det samme er den lokale Rhum agricole.

Af Niels-Henrik Jensen

I Guadeloupe får de hedeste, caribiske drømme luft under vingerne. Når meteorologerne i Danmark melder om frost på udsatte steder, er det her vi kan nyde de kridhvide strande, få finkornet sand mellem tæerne, lytte til vindens blide susen i palmerne og tage endnu en svømmetur i det lune havvand. Blot en god dagsrejse med Air France fra Paris ligger Frankrigs oversøiske departement Guadeloupe. En eksotisk bid af Frankrig, hvor der betales med euro, sproget er fransk og befolkningen en charmerende blanding af europæere, afrikanere og kreolere.
Indflyvningen til lufthavnen ved departementets hovedby Pointe-à-Pitre er bare gudeskøn. I fugleperspektiv ligger i alt fem grønne øer smukt anbragt på det turkisfarvede hav i krydsfeltet mellem Atlanterhavet og Det Caribiske Hav. Med fantasien slået til ligner de to største øer Grande-Terre og Basse-Terre en sommerfugl med vingerne bredt ud. Øerne ligger i tæt symbiose, kun adskilt af en smal kanal.
Sukkerrør og frodighed i trængsel
Frodigheden er overvældende på Grande-Terre. Det er som at køre rundt i en stor, overvældende botanisk have. Bananpalmer, træer med frugterne avocado og mango, himmelstræbende kongepalmer og blodrøde bougainvillea er de lokale vejtræer i det kuperede og frodiggrønne landskab, der også byder på enge med græssende køer. Hist og her blotter Grande-Terre sin kalkholdige undergrund og afslører, at her er de perfekte forhold for dyrkning af sukkerrør. Ikke mindre end 70 % af øen er da også dækket af sukkerrør, der blomstrer i december med lange, hvide blomster. De duver blidt i vinden og blinker som små lanterner, når sollyset rammer dem. Høsten af de fem-seks meter høje sukkerrør sker fra begyndelsen af februar og frem til juni-juli.
Markedsdag for alle sanser
I den lille kystby Sainte-Anne er hver dag en markedsdag. Farvestrålende parasoller viser vej til markedet, der ligger hvor stranden og havets rullende bølger begynder. En svag saltmættet brise sniger sig ind og blander sig med duften fra utallige krydderier. Det er et sandt orgie for alle sanser.
Store, åbne sække med alskens krydderier er linet op i bordhøjde, og ved middagstid er der godt gang i handlen. De lokale husmødre foretager dagens indkøb og vinterblege europæere på ferie blander sig og køber stort ind af safran, anis, indisk karry, kanel, vanilje, muskatnød og kanalstænger.
Alle har vi fået smag for krydderierne i det kreolske køkken og ønsker at forlænge nydelsen til det hjemlige køkken. Kunstfærdige bunker af grapefrugt, citroner, limefrugter, meloner, ananas, papaja og bananer fuldender det farvestrålende billede af dagens tilbud. Et eller andet spiseligt må jeg have. En pose med nyskrællede stykker af sukkerrør tager prisen som dagens sødeste mellemmåltid.
Havets rigdomme og pelikaner i flugt
Ved Pointe des Cháteaux banker bølgerne fra Atlanterhavet sammen med dem fra Det caribiske Hav. Meterhøje skumsprøjt og kaskader af vand slår ind mod klippekysten. Tankerne går til Skagens Gren, hvor det er meget populært at stå med et ben i hvert af de to have Kattegat og Skagerrak. Men her ved Pointe des Cháteaux må det blive ved et tankeeksperiment. Og så tanken om, at der i det dybe, voldsomme Atlanterhav også er en usædvanlig stor fiskerigdom. Længere oppe ad kysten, i havnebyen Le Moule, har fiskerne travlt med at klargøre nattens og morgenens fangst til områdets restauranter. Yves Noel, der er født og opvokset på Guadeloupe, er med i bilen. Da vi nærmer os havneområdet og kører forbi en stabel hummertejner begynder han at smågrine og fortæller så, at de lokale fiskere for år tilbage bandede fælt, når de fik languster i nettene. Langusteren, som populært sagt er hummeren kloløse fætter, var uønsket bifangst og blev smidt over bord! Nå, senere kom fiskerne på andre tanker. Langusteren og andre skaldyr er som fiskene fra havene omkring Guadeloupe en fuldtræffer i øernes kreolske køkken og bliver godt betalt.
Over havnen i Le Moule kredser pelikaner og fregatfugle. De fisker stadig, styrtdykker ned i havnebassinet og slår sig efterfølgende ned på fortøjningspæle, påhængsmotorer og andre fremspringende punkter og fordøjer byttet. Og fiskeren i sin primitive bod tager endnu en meterlang guldmakrel under kniven.
Daseferie for viderekomne
På vulkanøen Basse-Terre ligger Langley Resort Fort Royal ud til Det caribiske Hav i øens nordvestlige hjørne. Hollandske Léon Raaijmaakers er chef for foretagendet, der byder på afslapning i store doser og forkælelse for krop og sjæl. Her er der lagt op til daseferie i højeste klasse under skyggefulde palmer på den kridhvide strand. Sjældent har det været så oplagt, bare at lave ingenting. - Men de fleste af vore gæster deltager også i nogle af vore mange aktiviteter, der blandt andet omfatter tennis, golf, dykning og sejlads, siger Léon Raaijmaakers og sender et blik i retning af strandkanten. Her er en gruppe unge mennesker iklædt våddragter ved at gøre sig klar til dagens første lektioner i dykning til havs. Trykflasker, snorkler, svømmefødder og andet grej bæres ombord i en gummibåd. På sejlerskolen er andre ved at klargøre sejlbåde til dagens første sejladser.
Stemningen er international. Både gæster og medarbejdere kommer fra det meste af Europa, og jeg hører fransk, engelsk, tysk, spansk, svensk og dansk tale.
Fristende Rhum og kreolsk middag i strandkanten
Men der er også en verden udenfor Langley Resort Fort Royal. Afstandene er små på Basse-Terre, de fleste veje løber langs den flade kyststrækning, mens det indre af øen er stærkt kuperet. Til overflod har øen sin egen slumrende vulkan, den 1451 meter høje La Soufrière, der sidst var i udbrud i 1976. Ved Sainte-Rose ligger et af Guadeloupes i alt ni rom-destillerier. Det er Domaine de Séverin, der som det eneste destilleri i Guadeloupe har baseret hele sin produktion på den såkaldte Rhum agricole metode. Domaine de Séverin byder på rundvisning og rundhåndet udskænkning af smagsprøver. Godt, der er chauffør på i dag.
Madame Lucienne Salcede er berømt for sit kreolske køkken. Hendes restaurant ”Le Karacoli” ligger på stranden Grande Anse i Deshaies. Hun følger den lokale tradition med en aperitif før maden og ved et smukt dækket bord skænker bartenderen Rance de caribiske specialiteter, Ti´punch og Planteur punch. Der er tid til en forfriskende svømmetur, før værtinden serverer en udsøgt festmiddag. Fra forret til dessert er det en lang kavalkade af velsmagende retter, tilberedt af alle de råvarer vi genkender fra besøgene på de lokale markeder og hos fiskerne.
Her dagens menu i kort form: Marinerede bananer, havsnegle i olivenolie med hvidløg, guldmakrel i krydret tomatsovs, skaldyrssuppe med languster og til sidst en dessertanretning som en madskribent uden blusel vil benævne: en fryd for ganen!
Sagt ultrakort: Madame Lucienne Salcedes kreolske køkken og fruen selv, er på mange måder indbegrebet af alt det eksotiske, som Guadeloupe har at byde på.

Fakta
Rejsen der til:

Air France flyver til Pointe-à-Pitre i Guadeloupe fra Paris, Charles de Gaulle Lufthavn. Tilslutning med Air France fly fra Københavns Lufthavn i Kastrup og Billund Lufthavn. Vælges søndag som rejsedag sker både ud - og hjemrejse fra/til Charles de Gaulle Lufthavn. På andre dage er ankomstlufthavnen Paris Orly, med transfer til Charles de Gaulle Lufthavn.

Indkvartering
Auberge de la Vieille Tour
www.auberge-de-la-vieille-tour.com

Langley Resort Fort Royal
www.langley.eu

Meget mere om Guadeloupe hos:
ATOUT FRANCE – Frankrigs Turistråd
Toldbodgade 18
1253 København K
Tlf. 33 43 33 22
www.rendezvousenfrance.com

Flybilletter til Guadeloupe:
www.airfrance.dk

Det er Rhum der driks
Et stort hit på Guadeloupe er den hvide Rhum agricole. Den springer tøndelagringen over og sælges i en fortyndet udgave, der drikkes som ”Ti´sec”.
Når man rejser rund i Guadeloupe bliver man igen og igen budt på et glas, eller rettere på to. For talemåden og traditionen med en genstand til hvert ben er også udbredt i Guadeloupe. Ofte er der høflig selvbetjening ved et smukt pyntet bord i et hjørne af baren, restauranten, hotellets lounge eller hvor mennesker nu mødes.
Det klassiske udvalg er lys Rhum, saft fra sukkerrør, lime og Planteur punch.

Sådan laves den:
Ti´punch:
Lys Rhum tilsættes saften fra sukkerrør. En skive eller et stykke lime vrides over glasset. Serveres med eller uden isterninger

Langley Resort Fort Royal ligger ud til Det caribiske Hav på vulkanøen Basse-Terre. Både gæster og personale er med til at give stedet en international
atmosfære. Mange muligheder for aktiviteter på blandt andet sejlerskole og dykkerskole. Også ideelt sted for livsnydere i alle aldre.
...................................

Madame Lucienne Salcede er berømt for sit kreolske køkken. Hendes restaurant ”Le Karacoli” ligger på stranden Grande Anse i Deshaies og er en lang omvej værd. Her gør hun klar til at servere en af husets specialiteter, skaldyrssuppe med languster.

I den lille kystby Sainte-Anne er hver dag en markedsdag. Det er et sandt orgie for alle sanser.
Alskens krydderier i store, åbne sække er linet op i bordhøjde og der snuses og smages i et væk på varerne. Lokale husmødre og europæere på ferie mødes i skøn forening og køber stort ind af safran, anis, indisk karry, kanel, vanilje, muskatnød og kanalstænger.

I havnebyen Le Moule, har fiskerne travlt med at klargøre nattens og morgenens fangst til områdets restauranter. Languster og andre skaldyr er en fuldtræffer i det kreolske køkken. Det samme er de meterlange guldmakrel, som fiskeren på billedet har under kniven.

Tropiske frugter fra det lokale marked. De er lige til at spise.

.

Det firestjernede hotel Auberge de la Vieille Tour er bygget op omkring en gammel sukkermølle fra det attende århundrede. Hotellet ligger omgivet af en tropisk have og byder på en forrygende havudsigt. Usædvanlig afslappet og behagelig stemning.

På vulkanøen Basse-Terre ligger Langley Resort Fort Royal ud til Det caribiske Hav.
Her kan man både dase og dovne eller være aktiv med blandt andet dykning og sejlads.
Her er et par unge mennesker på vej til store oplevelser i Det caribiske Hav.

”Det er Ti’ punch, der driks”! Bartenderen Rance gør klar til servering af en aperitif i restaurant ”Le Karacoli”, før der blændes op for husets kreolske festmåltid.

Det er her de caribiske drømme bliver til virkelighed. Kridhvide, bløde sandstrande, palmer med blide sus i toppen og lyden af rullende bølger fra et turkisfarvet hav.

 

Alle rettigheder til artikler & billedmaterialer forbeholdes koldingskriveren.dk / Niels-Henrik Jensen