Niels-Henrik Jensen | Mine foredrag | Udvalgte artikler | Kontakt   

Cubas Historiske Arkiv i Havana huser en dansk kunstskat i international klasse. Den verdensberømte maler Asger Jorn tog i 1968 de rå vægge i en nationaliseret bank i Havana under kærlig behandling. Fabulerende revolutionsmotiver var hans gave til det cubanske folk i tiåret for revolutionen. Fidel Castros privatsekretær Celia Sanchez er kunstneren bag den naivistiske udsmykning af det bærende fremspring midt i billedet. Armando Gómez Carballo, specialist i historisk dokumentation, er omgivet af god kunst på arbejdspladsen.

Asger Jorns vægmalerier i Havana fik nyt liv
I 1968 malede Asger Jorn en gave til det cubanske folk i en nationaliseret bankbygning i Havana. I de efterfølgende år var vægmalerierne truet af forfald, men nu er de reddet af danske konservatorer, der havde penge med hjemmefra.

Af Niels-Henrik Jensen

Foto: Niels-Henrik Jensen og Gert Rasmussen

Den danske maler Asger Jorns uvurderlige vægmalerier i den cubanske hovedstad Havana er reddet. Efter en omfattende restaurering har de unikke værker fået nyt liv. Og er i samme ombæring blevet offentligt tilgængelige. I årtier har vægmalerierne levet deres eget hemmelige liv, blot til glæde for de få ansatte og besøgende i Cubas Historiske Arkiv. For det var her vægmalerierne kom til verden under spektakulære omstændigheder i 1968, tiåret for den cubanske revolution.
Blandt de mange indbudte kulturpersonligheder, der sammen med cubanerne fejrede revolutionen, i Havana, var Asger Jorn. Men de timelange maratontaler, holdt af blandt andet Fidel Castro, der hyldede revolutionen og alt dens væsen, kedede mildt sagt Asger Jorn.
Han længtes efter sit malergrej. Og meget hellere ville han slå sig løs med de virkemidler, der var hans. Omforme revolutionens handlinger og mange taler til et billedsprog, som den almindelige cubaner kunne forstå og identificere sig med. Med andre ord; Asger Jorn ville sende en stærk personlig hilsen til det cubanske folk. Heldigvis hørte hans værtsfolk om den verdensberømte, danske Cobra-maler, der mistrivedes under sit besøg i den kommunistiske ø-stat, og takket være Fidel Castros privatsekretær Celia Sanchez fik Asger Jorn sit ønske opfyldt.
På Linea 1009 i Vedado - kvarteret i Havana, lå en bygning, der tidligere husede en nordamerikansk bank. Banken var blevet nationaliseret, tømt for sit indhold, og nu stod de hvide og nøgne vægge bare afventende. Så gik Asger Jorn i gang. Med en sylespids skruetrækker ridsede han sine skitser op på de bare, rå vægge. Trak derefter en gulvklud vædet i sort farve hen over de indridsede linjer, der på den måde blev synlige. De næste otte-ti dage var der dømt amok - maleri i et orgie af stærke farver.
Så kort tid tog det at forvandle det indre af en kønsløs bankbygning til en fabulerende fortælling om den revolution, der ti år forinden var skyllet hen over den caribiske ø Cuba. I de få hektiske arbejdsdage, hvor rom og håndrullede cigarer var Asger Jorns trofaste følgesvende, kom en hel serie at store, monumentale værker til verden. Gaven til det cubanske folk skulle snart vise sig at blive nogle af Asger Jorns allersidste værker. Han døde i 1973, 59 år gammel.
Cubas tropiske klima kombineret med bilos og cigarrøg sled i mange år på Asger Jorns vægmalerier. Endda i en grad, så de var truet.
En redningsaktion var påkrævet. Den kom i form af trojkaen folketingsmedlem Ole Sohn(SF), chefkonservator Bent Hacke og Jorn-eksperten Troels Andersen, tidligere leder af Silkeborg Kunstmuseum. Det lykkedes dem at fremskaffe fondsmidler på godt to millioner kroner til den restaurering af vægmalerierne, som nu er endeligt afsluttet.
Som kunstinteresseret dansker på besøg i Havana skal man ikke snyde sig selv for en stor oplevelse blandt Asger Jorns værker. Og som en særlig gestus over for danske besøgende, har vi gratis adgang til alle herlighederne.

Fakta
Her finder du Asger Jorns vægmalerier:
Cubas Historiske Arkiv
Linea 1009
E/calle 10y12
Vedado, Havana, Cuba.
Åbningstider:
Mandag til fredag, 9-11 og14-16.

Rundvisning med Stjernegaard Rejser
Stjernegaard Rejsers danske guider i Havana indlægger gerne et besøg i Cubas Historiske Arkiv som en del af gæsternes introduktion til Havana.

Bogen om vægmalerierne:
"Jorn i Havana", Forlaget Sohn, Troels Andersen.
www.sohn.dk
Ny og udvidet udgave af "Jorn i Havana" udkommer i juni 2011 på Forlaget Sohn. I den nye udgave af bogen fortælles også om den yderst vanskelige proces med restaurering af Asger Jorns vægmalerier.

Jorn i Danmark
Museum Jorn, tidligere Silkeborg Kunstmuseum, rummer den største eksisterende samling af Asger Jorns værker.
www.museumjorn.dk

En dansk kunstskat i verdensklasse gemmer sig i denne anonyme bygning i Cubas hovedstad Havana. Det var her den danske maler Asger Jorn i 1968 skabte sin gave til det cubanske folk i en rus af rom og håndrullede havannesere.

Takket være den danske maler Asger Jorn er der kunst i verdensklasse på væggene i Cubas Historiske Arkiv i Havana. I løbet af få hektiske arbejdsdage i 1968 skabte Asger Jorn en række værker med fabulerende revolutionsmotiver på en tidligere banks rå vægge og søjler. Det var hans gave til det cubanske folk.

På Cubas Historiske Arkiv i Havana er der verdenskunst i to etager, udført af den danske maler Asger Jorn i 1968. Ja, selv på trapperummet blev der plads til et af hans fabulerende værker. Her er det Armando Gómez Carballo, specialist i historisk dokumentation, der glæder sig over god kunst på arbejdspladsen..

Billedet til venstre for Asger Jorns vægmaleri viser Fidel Castros privatsekretær Celia Sanchez. Hun fulgte på nærmeste hold skabelsen af Asger Jorns gave til det cubanske folk, en række fabulerende værker på vægge og søjler i den tidligere bankbygning.

Publiceret: 02.04.2011.  

Alle rettigheder til artikler & billedmaterialer forbeholdes koldingskriveren.dk / Niels-Henrik Jensen