Niels-Henrik Jensen | Mine foredrag | Udvalgte artikler | Kontakt   

Telefon til Onkel Ho

Dybt inde i et mausoleum i Vietnams hovedstad Hanoi ligger Ho Chi Minhs balsamerede legeme i en glaskiste. Soldater vogter over gravfreden, og så er det ikke sjovt at være dansk turist med en ringende mobiltelefon i lommen.

Af Niels-Henrik Jensen

Når man besøger Onkel Ho i Hanoi, må man ikke stå og grine. Og sådan må det selvfølgelig være, når vietnamesernes afdøde og balsamerede landsfader Ho Chi Minh med kælenavnet Onkel Ho tager imod sit folk og nysgerrige turister. Dybt inde i det af Sovjetunionen opførte mausoleum ligger han i en glaskiste. Soldater står æresvagt ved kistens fire hjørner. Rummets belysning er svagt gulligt, og her er dødsens stille. Onkel Ho fortrækker ikke en mine.

Alle vi besøgende defilerer andægtigt forbi kisten i én lang række, som var vi en del af en lang slange. Også mine to rejsefæller Anker og Leif fra Skærbæk i Sønderjylland, der sammen er på rundrejse i Vietnam med Stjernegaard Rejser, har lagt ansigterne i de rette folder.

Årvågne soldater står placeret i rummet med få meters mellemrum. Deres øjne og ører følger os, vore bevægelser og vore lyde.

Så sker det utænkelige! Nogle påstod senere, at det gav et ryk i Onkel Ho, og at han blinkede med øjnene. Den gennemtrængende lyd af en heftigt ringende mobiltelefon skærer som en kniv gennem stilheden. Fortryllelsen er ophævet, gravfreden er brudt. Lydstyrken stiger til det infernalske, og Anker griber til lommen efter den heftigt ringende, vibrerende og blinkende mobiltelefon.

To af de årvågne soldater tager et solidt greb i hver af Ankers overarme og fører ham bort. Og resten af menneskeslangen bevæger sig sindigt videre mod udgangen.

- Han var da ellers sådan en flink fyr, ham Anker, siger en i rejseselskabet. - Gad vide hvad de gør ved ham. De har jo selv prøvet lidt af hvert og kan være nogle hårde bananer, lyder det fra en anden. - Kan vi ikke ringe til hans mobil og spørge hvordan det går, lyder det galgenhumoristiske forslag, som absolut ingen kommenterer. 

Det danske rejseselskab minus Anker samler sig på pladsen foran det bastante mausoleum. Minutterne går, og de er lange. Vores vietnamesiske guide bliver sendt på rekognoscering, og en halv times tid senere dukker han op med Anker. Som ikke er særlig snakkesalig, men dog senere på dagen får munden på gled og fortæller:

- De tog mig med ind på et kontor, hvor der sad fire personer i nogle meget fine uniformer. Deres og mine sprogkundskaber rakte ikke til, at vi kunne tale sammen. Men da jeg fik en kuglepen i hånden, og de hver præsenterede mig for et meget officielt stykke papir til underskrift, ja, så skrev jeg bare under. På alle fire ark; også selv om det hele stod på vietnamesisk.

Mobiltelefonen fik jeg lov at beholde, og jeg skulle ikke betale hverken bøder eller gebyrer.

Så historien endte lykkeligt. Tilbage er kun spørgsmålet: Hvem var det egentlig, der ringede?

- Det var såmænd bare det vietnamesiske telefonselskab, der bød mig velkommen til Vietnam og ønskede mig et behageligt ophold, siger Anker en anelse spag i mælet.

Publiceret: Marts 2007.


Alle rettigheder til artikler & billedmaterialer forbeholdes koldingskriveren.dk / Niels-Henrik Jensen