Niels-Henrik Jensen | Mine foredrag | Udvalgte artikler | Kontakt   

Krydstogt til verdens ende

Med et af Hurtigrutens skibe kan eventyrlystne turister komme på et usædvanligt krydstogt langs Chiles kyst og til Antarktis. Kap Horn rundes, og vi besøger hvalfangstens og videnskabens Antarktis

Endelig ombord. En lang flyrejse fra Danmark til Puerto Montt i Chile er slut. På M/S Nordnorge begynder eventyret og opdagelsesrejsen mod verdens ende, det store hvide kontinent Antarktis.

Vi rejser luksuriøst i hælene på nogle af de store opdagelsesrejsende i denne del af verden. Navne som Robert Scott, Roald Amundsen, Fernando de Magellan og Sir Francis Drake dukker op igen og igen på det to uger lange krydstogt. De første dage sejler vi i ø-havet med de dybe fjorde langs Chiles kyst. Andesbjergene står med sne på toppen, og der er stadig liv i nogle kælvende isbræer. Men foråret er kommet til Chile.

Øen Chiloé ud for Chiles vestkyst har Stillehavet som nærmeste nabo, og indbyggerne må indrette deres liv efter den fem til seks meter store forskel på ebbe og flod. Det påvirker hverdagen på havnen, hvor de fladbundede fiskerbåde og fragtfartøjer ved ebbe står på havbunden. Den store tidevandsforskel har også skabt den særegne og karakteristiske byggestil på Chiloé, huse bygget på pæle, de såkaldte Palafitos.

Fåreshow og pingviner

 Ved Otwaysundet, en times kørsel fra Punta Arenas, har naturen skabt en attraktion. Det er kolonien med de sub-antarktiske magellanpingviner. Vejen derud snor sig ud over et steppelandskab, der langt ude i horisonten løber sammen med lave sneklædte bjerge. Her er højt til himlen og oceaner af plads til de spredte fåreflokke, der gnaver løs på den lave og sparsomme vegetation. De få træer, vi ser, er krummet og bøjet af vinden, sådan som vi kender det fra Vestjylland. Det flade landskab hviler i sig selv og besidder en sjælden ro. Som en dynamisk silhuet i landskabet bølger en kæmpe stor fåreflok hen over landskabet. Skifter ustandselig form og størrelse, efterhånden som fårehyrden højt til hest med sine to sorte fårehunde driver flokken sammen til én, stor homogen masse.

- Hvor er han macho, siger et par australske kvinder i selskabet henført. - Det er lige som at være til rodeo-show hjemme i australske Queensland, lyder det begejstret. Men fåreshow eller ej, de langhårede får er på vej til den årlige tur hos fåreklipperen, for nu skal pelsen af.

Så er vi fremme ved Otwaysundet, hvor magellanpingvinerne går deres egne veje. Et sindrigt netværk af nedtrådte stier i landskabet forbinder deres reder, gravet dybt ned i sandet, og stranden ud til sundet. Det er her, de dykker og henter deres føde.

Pingvinerne er fredet og må ikke forstyrres. Derfor lyder det bedste råd: Gå helt stille. Ingen store eller voldsomme bevægelser og højrøstet tale. Så går, springer og svømmer pingvinerne, som om de var de eneste væsener i verden. Og vi andre kan gøre en forunderlig iagttagelse: Mennesker bliver i godt humør, når vi ser på pingviner. De store smil kommer frem, og den klukkende latter breder sig ved Otwaysundet.

 Kap Horn

 - Jeg kan genkende Kap Horns karakteristiske profil på lang afstand, siger Jørgen Hammer, da vi nærmer os det sydligste punkt af Sydamerika. Vi er i ét af verdens mest stormfulde farvande, berygtet og frygtet af de sømænd, der i tidens løb har rundet Kap Horn. Vi sejler hen over verdens største skibskirkegård, og det giver stof til eftertanke.

Men der var ingen mørke tanker i hovedet på Jørgen Hammer, da han 18 år gammel i 1949 rundede Kap Horn for første gang i sit liv. Eventyrlysten var drivkraften.

Går det efter planen, kommer Jørgen Hammer også i land på Kap Horn med en af skibets gummibåde. De første passagerer er sat i land på kysten, andre har klædt om og står parate iklædt vind og vandtæt beklædning. Men så sker det. Med få minutters varsel tager vinden til i styrke, bølgerne rejser sig meterhøjt og kaptajnens ordre lyder: Alle mand om bord!

Mange er skuffede. Sådan har Jørgen Hammer det ikke. Med et smil siger han:

- Som sømand er Kap Horn noget, man sejler forbi. Der er noget guddommeligt over stedet, og det bør egentligt slet ikke betrædes. Kaptajnens beslutning er rigtig, og jeg ville selv have gjort det samme. Se bare, hvordan det blæser op, lyder det loyalt fra den 71-årige Kap Hornfarer, der nøjes med at krydse sit spor. Denne gang på vej mod Antarktis.

 Endelig i Antarktis

 Drake Strædet er berygtet for sine storme og kæmpestore bølger. Men denne gang er strædet bedre end sit rygte, og vi slipper for søsygens kvaler. På andendagen over strædet dukker de første isbjerge op i morgenlyset. Nogle store som hangarskibe, andre bare som en sølle Kattegatsfærge. Det er drivende skulpturer af stor skønhed. Og med dem kommer de første morbide vittigheder, fortalt over morgenkaffen: Hvor er orkestret, vi vil have musik på, når vi går ned? Og hvem vil have den sidste dans? Titanic kunne jo heller ikke synke!

I Antarktis ligger de forladte og forfaldne hvalfangerstationer hen som monumenter over hvalfangstens historie. Hektor hvalstation ved Whalers Bay ud for Deception Island er én af dem.

Det rustne og forfaldne fabriksanlæg fremtræder som en serie menneskeskabte skulpturer af voldsomme dimensioner. Som udskårne silhuetter står de markant og stærkt mod den blygrå antarktiske himmel. På én og samme tid skræmmende grim og mageløs smuk i forfaldet.

Et par af de store lagertanke fra fortidens industrieventyr hælder faretruende. Virvaret af tommetykke rør, der holder sammen på den lange række af kedler og beholdere er fascinerende som et kunstværk af Robert Jacobsen.

 Mødet med Monroe

 Rugende æselpingviner har slået sig ned ved Base A, en nedlagt britisk forskningsstation på Wiencke Island ud for den antarktiske halvø. Den originale stationsbygning, Bransfield House, blev restaureret i 1996 og fremstår som et museum over den tidlige forskning i Antarktis. Bag restaureringsarbejdet står en britisk organisation, der i sommerhalvåret har et par medlemmer udstationeret til at vise rundt og ekspedere i basens souvenir-butik og postkontor.

Da stationen var i drift som meteorologisk forskningsstation, husede den en halv snes mænd, der i gennemsnit tilbragte to og et halvt år på stationen. Kvindeligt bekendtskab var der ikke noget af, og de gæve polarforskere måtte nøjes med synet af Marilyn Monroe, der til gengæld fandtes - og stadig findes - i fuld figur på døren ind til generator-rummet. Vi er på britisk område, suveræniteten hævdes blandt andet ved udgivelse af egne frimærker, eget poststempel og daglig flaghejsning i sommerhalvåret. Imperiets knaldrøde postkasse findes i en nymalet version lige inden for døren.

 Flaget til tops

Der er trængsel på flagstanderen ved den polske Henryk Arctowski station på King George Island: Øverst det polske flag, på tværstangen flagene for De Forenede Nationer, Brasilien, Ukraine og Norge. Det norske flag er hejst til ære for os, der kommer sejlende næsten til hoveddøren med M/S Nordnorge. Vinden rusker i flagene, og blæsten og frosten giver os røde kinder.

I messen byder mandskabet på kaffe og kage og en snak om livet på den antarktiske station. Baren fungerer som midlertidigt postkontor, og to mand har nok at se til med stempling af postkort. Vi er nogle af årets første turister på besøg, og vi er meget velkomne.

Polakkerne bliver inviteret ombord på M/S Nordnorge, og de er med til at markere vores sidste aften og nat i Antarktis. Omkring midnat begynder sejladsen tilbage over Drake Strædet mod Ushuaia, Argentinas sydligste by. Rigtig mange af os har undervejs fået en kraftig dosis af den gode og positive polarvirus. Jim Garlinghouse, født og opvokset i det solfyldte Californien, siger det sådan i et af sine foredrag:

- Efter en tur til Antarktis er vi ikke de samme som før. Hvor har han ret!


Alle rettigheder til artikler & billedmaterialer forbeholdes koldingskriveren.dk / Niels-Henrik Jensen