Niels-Henrik Jensen | Mine foredrag | Udvalgte artikler | Kontakt   

Sanserejse i Fidel Castros Cuba.

I januar 2009 besøgte jeg Cuba. Næsten på 50-årsdagen for revolutionen ankom jeg til hovedstaden Havana og faldt på mange måder ned i en tidslomme. For hvor i verden kan man ellers se et nygift brudepar på paradekørsel i en gammel amerikansk De Soto sportsvogn anno 1955?

Biler fra før revolutionen dominerer stadig gadebilledet i Havana. Men hvorfor nøjes med at se på bilerne? En byrundtur i en 50 år gammel taxa er en helt særlig oplevelse. Hvorimod den mættede atmosfære i det gamle Havana bedst sanses til fods.

Efter dage i Havana tog jeg med bus på rundrejse ud i de fleste hjørner af Cuba. Med besøg hos tobaksbonden Marcelo Montesino i Pinar del Rio, der dyrker tobakken til de berømte Cohiba cigarer. Og mange dage senere, efter at have besøgt Che Guevaras by Santa Clara, Trinidad, Camaguey og Santiago de Cuba, ser vi skiltet med VELKOMMEN TIL GUANTANAMO. Den amerikanske base med samme navn ligger godt gemt, hvor den har ligget siden 1898. Og af årsager vi alle kender, er de guidede ture til basen aflyst!

Godt 1200 kilometers kørsel er det blevet til, da vi ad den snoede bjergvej La Farola kommer til Baracoa. Her leves livet i et adstadigt tempo. Tiden er inde til afslapning og daseferie.

Med mit kamera har jeg fastholdt nogle af mine indtryk af Fidel Castros Cuba. Dem kan du se og høre om i mit foredrag med titlen ”Sanserejse i Fidel Castros Cuba”.

Cuba har jeg besøgt tre gange. Første gang i 2002, hvor Havana var i fokus. I 2009 var jeg på rundrejse i den caribiske østat. Og i begyndelsen af 2011 blev det til et forrygende gensyn med Havana og badeferie i Jibacoa øst for Havana.


Alle rettigheder til artikler & billedmaterialer forbeholdes koldingskriveren.dk / Niels-Henrik Jensen