Niels-Henrik Jensen | Mine foredrag | Udvalgte artikler | Kontakt   

Livet på Nilen

Den der sejler på Nilen, må have sejl vævet af tålmodighed, lyder et gammelt egyptisk mundheld. Nok af tid skal man også have, når sejladsen foregår med et af nutidens sejlende hoteller, for en rejse ad Nilens vande er også en forunderlig rejse i den egyptiske tidsmaskine.

Vinden fylder sejlene på den mindre armada af feluker, der omgiver os til alle sider. Den oldgamle bådtype kræver godt sømandsskab og stærke, kraftige muskler i arme og ben. For ustandselig skal der hales i tovværk og manøvreres rundt blandt andre fartøjer på rejse ad Nilen, verdens længste flod. Selv er vi ombord på ét af de omkring 300 sejlende hotelskibe på den klassiske tur fra Luxor til Aswan, og forude venter en forunderlig rejse i den egyptiske tidsmaskine. Egypten er et af verdens ældste kulturlande, og langs Nilens bredder oprulles 5.000 års dramatiske historie for øjnene af os. Solen stiger op i øst og dens stråler giver lys og liv til Nilens højre bred. I oldtidens opfattelse var det livets land, og her blev templer og paladser opført. Når døden kom, gik den sidste rejse til dødsriget på Nilens venstre bred, blandt andet til det sted vi i dag kender som Kongernes Dal ved Luxor. Vi stiger ned i Ramses den 6. grav, som er en af de 64 grave, der på skift åbnes for publikum. Belysningen er netop så dæmpet, at fornemmelsen for gravkammer er intens. En dramatisk overgang fra det skarpe lys og den sitrende hede vi kommer fra. Vægge og lofter er udsmykket med farvestrålende bemalinger i farver så friske og mættede, som var maleren bare gået til pause. I virkeligheden står vi omgivet til alle sider af den ene tegneserie efter den anden. En blandt mange er historien om Osirises domssal, hvor alle efter døden bliver vejet – og nogle fundet for lette. For dem tegner livet i dødsriget ikke muntert. Himmelgudinden Nut hvælver sig over vore hoveder, sluger solen og føder den på ny som symbol på solens op- og nedgang.

Færgemand med humor

Vi må et smut over til Elephantine-øen, siger min ledsager på rejsen, da vi står ved Nilens bred i Aswan og nyder folkelivet ved færgestedet. Vi kæmper os ud af kaos og finder en plads til vandsiden i en af de åbne motorbåde. Med 25 japanske hestekræfter hægtet på agterenden, er vi havnet i kategorien små rappe motorbåde, der klarer overfarten på bare tre minutter. Selv om trafikken på Nilen netop hér er hektisk som Øresund i myldretiden. - Vi sejler, når der er fyldt op – godt og vel, kunne den store, mørke færgemand have tilføjet som svar på vores spørgsmål om afgangstider. Bred og mægtig står han ved landgangen iklædt den traditionelle klædedragt galabiyya. Med den ene hånd i et solidt greb om sin båd og den anden strakt frem og hulet som en anden møntskål. Han er fast i blikket og siger: - Det koster et Pund at komme med - for hver af jer, tilføjer han hurtigt. Rejsekassens beholdning af mønter og krøllede pengesedler kommer frem fra lommens dyb. Han får det turen koster, og som de lokale betaler, nemlig to gange 50 piastre, altså en brøkdel af det forlangte. Vi ser hinanden dybt i øjnene. Så fylder et stort smil det meste af hans hoved. Han overgiver sig totalt, griner højlydt og siger velkommen ombord.

Tak, siger vi, og sender venlige tanker til vores guide i Kairo. Egyptisk fødte Sarwat Hassanein, der er godt dansk gift med Åse fra Brabrand i det jyske. For det var jo Sarwat Hassanein, der gav os en lynlektion i det at rejse på egyptisk: - Med humor og et godt grin kommer man langt i Egypten. Og den danske og den egyptiske humor er tæt på hinanden, var essensen af hans råd.

Skattefars Nilometer

På Elephantine-øen findes et velbevaret faraonisk Nilometer. Det ser ikke ud af særlig meget, egentlig bare en trappeskakt, der fører os helt ned til Nilens vandspejl. Men i århundreder har Nilometeret glædet den til enhver tid siddende skatteopkræver, og den historie hænger sammen med de indgraverede vandstandsmærker i trappeskakten. Det er vandstandsmærker, som dem vi kender fra stormflodssøjlerne ved den jyske vestkyst. &rdquo Hertil gik vandet &rdquo, og så følger rækken af katastrofeår, der kostede livet for mennesker og dyr.

Når Nilen derimod gik over sine bredder, så kom frugtbarheden til Egypten. Det fugtige, rødbrune lag af frodigt mudder lå parat til dyrkning på landbrugsarealerne, når vandet trak sig tilbage til normalt niveau. Det bragte velstand til de mange bønder langs Nilens bredder, skattegrundlaget blev større, og ud fra devisen: Jo højere vandstand i Nilen – den måler vi på Nilometeret – desto større skatter kan der opkræves.

Før Nilen blev tæmmet med bygningen af de første dæmninger i begyndelsen af 1800-tallet, havde guvernøren på Elefantineøen en særlig og meget vigtig funktion. Den hed aflæsning af Nilometeret. Og resultatet af hans aflæsninger var ventet med spænding i hele det egyptiske samfund. Kom der år med tørke og måske endda hungersnød, eller var der udsigt til nogle fede år med velstand og føde nok? Nilometeret på Elefantineøen leverede svaret.

Nostalgisk trip

Der gik et nostalgisk sus hen over Nilen. Udløst af den mere end 100 år gamle hjuldamper Sudan, der lå fortøjet tæt ved Old Cataract Hotel. Jeg lukker øjnene, genkalder mig scener fra Døden på Nilen, og ser mesterdetektiven Hercule Poirot vandre hvileløst rundt oppe på øverste dæk Spidserne på det smukt anlagte overskæg får endnu et par snoninger. Med ét lyser hans ansigt op i et fiffigt smil – morderen er fundet. Mit blik fanger Old Cataract Hotel. Her var det, at den store dame i engelsk kriminallitteratur, Agatha Christie, skrev romanen Døden på Nilen. I filmens verden hedder hjuldamperen Karnak, og rollen som Hercule Poirot har den britiske skuespiller Peter Ustinov udødeliggjort.

Vi drømmer om en tur bag de rustrøde mure på Old Cataract. Måske der endnu hænger noget af imperiets storhed i den gamle bygning. Tiden er forpasset til en five o´clock tea, men hvad gør det? Rygtet siger, at baren er veludstyret, og udsigten over Nilen er formidabel i solens sidste stråler.

Det nubiske folk betalte prisen

Det nubiske folk er kommet på museum. Da Aswan-dæmningen skulle bygges lå deres landsbyer i vejen for det store projekt, der på en og samme tid ville tæmme Nilen, skaffe flere fødevarer og mere elektricitet til den hastigt voksende befolkning. En køretur ad den fire kilometer lange dæmning giver stof til eftertanke. Vi ser ud over den 500 kilometer lange Nasser-Sø, der når et godt stykke ned i Sudan. På bunden af søen ligger resterne af 45 nubiske landsbyer. Før vandet kom brusende og rev landsbyerne med sig, var de omkring 100.000 nubiere flyttet til Aswan, og et stort arbejde sat i gang for at redde deres vigtigste kulturskatte for eftertiden. Med den UNESCO- støttede flytning af templet ved Abu Simbel som den mest spektakulære begivenhed.

Der er trængsel ved indgangen til Det Nubiske Museum i Aswan. Vi besøger det på en af de første fridage efter ramadanen, og bliver venligt skubbet frem i den lange kø af  ventende. Mange nubiske familier er på besøg, og sammen med dem bevæger vi os rundt blandt montrer, ophængninger og livagtige scenerier, der viser og beskriver deres kultur. Fra den forhistoriske periode 3.000 før vor tidsregning, over den faraoniske periode, den græsk-romerske periode og videre til nutiden med temaer om kristendommen og islam i Nubien.

En kær gammelfar bryder med ét alle skrevne og uskrevne regler for museumsbesøg. Det sker, da han med et glædesudbrud og et spring forceres den lave afspærring til et sceneri med utroligt livagtige menneskefigurer. Figurerne er en del af et nubisk landsbymiljø, og den gamle mand kaster sig over den ene af figurerne og hilser hjerteligt på ham. Tumult og stor opstandelse. Vagterne kommer styrtende til, får den ivrige museumsgæst hevet ud af udstillingen og afleverer ham med et par formaninger til den medfølgende storfamilie. Store smil over hele linien. Hvem sagde, at det er kedeligt at gå på museum i Egypten.


Alle rettigheder til artikler & billedmaterialer forbeholdes koldingskriveren.dk / Niels-Henrik Jensen