Niels-Henrik Jensen | Mine foredrag | Udvalgte artikler | Kontakt   

Der er ingen ende på Paris

”Der er ingen ende på Paris” hedder romanen, som den amerikanske forfatter Ernest Hemingway skrev om sin tid i Paris. I vore dage har Paris stadig en magisk tiltrækning på livsnydere i alle aldre, for der er som altid ingen ende på livsglæden i byernes by Paris.

Sprællevende tager Paris imod byens mange turister. Tag med til Frankrigs fascinerende hovedstad. Se og hør fortællingen om byens kendte og mere ukendte steder: Eiffeltårnet, Triumfbuen med graven for den ukendte soldat, byens største loppemarked og den elegante restaurant Le Train Bleu.

Stilen er ”belle époque” i den folkelige restaurant Chartier, der siden 1896 har budt på god og veltillavet mad til folket. I katakomberne går vi under jorden, og ser på nogle af de seks mio. skeletter, sirligt stablet op i de gamle minegange under Paris.

I bydelen La Défence ser vi på ”Menneskehedens Triumfbue”, skabt af den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen. Endelig er tiden inde til en tur i Moulin Rouge og et kik på Toulouse-Lautrecs berømte plakater fra varietéernes og bordellernes verden.

 

Fotos: Niels-Henrik Jensen og Paris Tourist Office.


Alle rettigheder til artikler & billedmaterialer forbeholdes koldingskriveren.dk / Niels-Henrik Jensen