Niels-Henrik Jensen | Mine foredrag | Udvalgte artikler | Kontakt   

Dansk Vestindien – Det solgte paradis

Danmarks sidste tropekoloni var Dansk Vestindien i Caribien. Kolonien bestod af de tre øer Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt John. I 1917 blev Dansk Vestindien solgt til USA for 25 millioner dollars og skiftede navn til US Virgin Islands. På Transfer Day den 31. marts 1917 skete den officielle overdragelse af Dansk Vestindien til USA i Charlotte Amalie på Sankt Thomas.

Men i det tidligere Dansk Vestindien lever historien om vores sidste tropekoloni videre i bedste velgående: Med danske gadeskilte side om side med de engelsksprogede, telefonbøger med navne som Pedersen, Hansen og Nielsen og kongelige monogrammer på fortidens officielle bygninger.

Den danske generalguvernør Peter von Scholten har for længst sagt farvel til guvernementspalæet i Christiansted på Sankt Croix. Han har en helt særlig plads i historien som ham, der i 1848 gav de sorte slaver deres frihed, en handling som fik store personlige omkostninger for Peter von Scholten.

Dansk Vestindien er som en åben historiebog for den, der rejser med et åbent sind. Og som dansk turist er det dybt fascinerende at dumpe ned i en tidslomme, omgivet af en lyslevende periode i danmarkshistorien.

Jeg har flere gange besøgt øerne Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt John, som er unikke på hver deres måde. I ord og billeder kan jeg fortælle historien om plantageejernes rigdomme, generalguvernør Peter von Scholtens frigivelse af slaverne, romproduktionen og de vidunderlige strande med koralsand, der er blandt verdens bedste.

Hør også om byfogeden i Skagen, som af en amerikansk kaptajn fik en sort slave leveret per skib, om datidens rigeste familie i Danmark, der tjente formuen på slaver og sukker, og om den sorte dreng Viktor fra Sankt Croix, der strandede i København, da Dansk Vestindien blev solgt.

100’året for salget af Dansk Vestindien betyder en stærkt stigende interesse for at høre om vores sidste tropekoloni.

Jeg kan fortælle historien i ord og billeder. Det sker i foredraget ”Dansk Vestindien – det solgte Paradis”.


Alle rettigheder til artikler & billedmaterialer forbeholdes koldingskriveren.dk / Niels-Henrik Jensen