picture
Niels-Henrik Jensen | Mine foredrag | Udvalgte artikler | Kontakt   

Dansk Vestindien – Det solgte Paradis

forrige foredrag

næste foredrag

Dansk Vestindien – Det solgte Paradis

Danmarks sidste tropekoloni var Dansk Vestindien i Caribien. Kolonien bestod af de tre øer Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt John. I 1917 blev Dansk Vestindien solgt til USA for 25 millioner dollars og skiftede navn til US Virgin Islands. På Transfer Day den 31. marts 1917 skete den officielle overdragelse af Dansk Vestindien til USA i Charlotte Amalie på Sankt Thomas.

Men i det tidligere Dansk Vestindien lever historien om vores sidste tropekoloni videre i bedste velgående: Med danske gadeskilte side om side med de engelsksprogede, telefonbøger med navne som Pedersen, Hansen og Nielsen og kongelige monogrammer på fortidens officielle bygninger.

Den danske generalguvernør Peter von Scholten har for længst sagt farvel til guvernementspalæet i Christiansted på Sankt Croix. Han har en helt særlig plads i historien som ham, der i 1848 gav de sorte slaver deres frihed, en handling som fik store personlige omkostninger for Peter von Scholten.

Dansk Vestindien er som en åben historiebog for den, der rejser med et åbent sind. Og som dansk turist er det dybt fascinerende at dumpe ned i en tidslomme, omgivet af en lyslevende periode i danmarkshistorien.

Jeg har flere gange besøgt øerne Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt John, som er unikke på hver deres måde. I ord og billeder kan jeg fortælle historien om plantageejernes rigdomme, generalguvernør Peter von Scholtens frigivelse af slaverne, romproduktionen og de vidunderlige strande med koralsand, der er blandt verdens bedste.

Hør også om byfogeden i Skagen, som af en amerikansk kaptajn fik en sort slave leveret per skib, om datidens rigeste familie i Danmark, der tjente formuen på slaver og sukker, og om den sorte dreng Viktor fra Sankt Croix, der strandede i København, da Dansk Vestindien blev solgt.

Hvert år markeres salget af Dansk Vestindien ved sammenkomster på US Virgin Islands på den såkaldte Transfer Day, som er den 31. marts. I 2017 blev 100-året for salget af øerne markeret med et stort antal ud-stillinger, bogudgivelser og andre aktiviteter i Danmark og på US Virgin Islands. Historien om Dansk Vestindien og Danmarks fortid som slavenation er både skræmmende og fascinerende. Og kalder, måske-måske ikke, på en undskyldning

Jeg kan fortælle historien i ord og billeder. Det sker i foredraget ”Dansk Vestindien – det solgte Paradis”.

Foredragets varighed er typisk 2 x 45 min. med indlagt pause. Pris 3.000 kr. plus transport.

Foredraget afvikles med egen PC og projektor. I lokalet skal være lærred og bord til projektor.

Aftale om foredrag, kontakt venligst:
Journalist Niels-Henrik Jensen, Helligkorsgade 22, 1. th. 6000 Kolding.
Telefon 7552 2179, mobil 4042 2179.
Web:
www.koldingskriveren.dk


picture
Journalist Niels-Henrik Jensen


Rejsejournalist på farten


Med Grækenland i hjertet


I frisernes land

picture
Cuba under forandring

picture
Jorn i Havana

picture
Dansk Vestindien – Det solgte paradis

picture
I Tunesernes forunderlige land

picture
Græske ø-perler på stribe

picture
Vietnamesiske mosaikker

picture
Fra straffekoloni til rumfartscenter og økoturisme

picture
Med skib til store oplevelser i Sydvestgrønland

picture
På safari i Karen Blixens Østafrika

picture
Der er ingen ende på Paris

picture
Franske fristelser ret forude

picture
Over sø og land til Stockholm

picture
Livet på Nilen

picture
Krydstogt til verdens ende

picture
Mexico på hjul

picture
Ved Ngorongoro-krateret i Tanzania.

Journalist Niels-Henrik Jensen

Velkommen til min web, hvor du også kan læse om mine foredrag. Dem har jeg lavet i forbindelse med nogle af de mange spændende rejsemål, som jeg har besøgt som journalist.

Bemærk, at de viste foto kun er en smagsprøve på de mange fotos, der er en væsentlig del af de enkelte foredrag.

”Cuba under forandring” hedder mit foredrag om Cuba, som jeg senest besøgte i november 2017, hvor jeg var på rundrejse med privat indkvartering, det såkaldte ”casas particulares. Rejseformen og mødet med cubanerne i øjenhøjde giver et helt enestående indblik i deres hverdag. Fidel Castro er død, og forandringens vinde blæser over den kommunistiske østat.

”Jorn i Havana” er fortællingen om Asger Jorn, der i 1968 var inviteret til fejring af den cubanske revolution, men ikke orkede at høre på Fidel Castros timelange taler. I stedet skabte han i en herlig blandingsrus af rom, håndrullede cigarer og maling en gave til det cubanske folk.

”Dansk Vestindien-det solgte Paradis” hedder mit foredrag om Dansk Vestindien, som vi solgte til USA i 1917 for 25 millioner dollars. 100-året for salget blev i 2017 markeret i både Danmark og det tidligere Dansk Vestindien, og aviser, radio og tv flød over med artikler og reportager om vores tidligere koloni i Caribien. Og vi blev mindet om vores fortid som slavenation.

Det arabiske forår begynder i Tunis i 2011. Og her begynder rejsen i mit foredrag om Tunesien med titlen ”I Tunesernes forunderlige land”, hvor landet gennemrejses fra nord til syd og fra øst til vest og med et eksplosivt besøg ved grænsen til Libyen.

"Franske Fristelser ret forude" er titlen på det foredrag, der bringes os rundt ad de franske kanaler som kaptajn på lejet båd. Vi sejler i det billedskønne Alsace, langs Middelhavskysten omgivet af østersfarme og ind i naturområdet Camarguen med de sorte tyre og de hvide heste.

Fransk Guyana var tidligere Frankrigs oversøiske straffekoloni i Sydamerika. I vore dage er det oversøiske departement hjemsted for det succesfulde, europæiske rumfartscenter, hvorfra løfteraketter sender satellitter i kredsløb om jorden. Og så er der grøn økoturisme for alle sanser. Foredraget hedder ”Fransk Guyana-fra straffekoloni til rumfartscenter og økoturisme”.

Andre foredrag er om Grønland, som jeg har besøgt flere gange, blandt andet på jomfrutur med Hurtigrutens MS Fram fra Island og op langs Grønlands vestkyst med besøg på Arktisk Station på øen Disko.

Safari i Kenya og Tanzania og historien om vores store forfatter Karen Blixen og rundrejser i Vietnam og Mexico har jeg også et foredrag om.

Vandveje har en magisk tiltrækning på de fleste mennesker. Jeg har sejlet på Egyptens livsnerve Nilen og Gøtakanalen mellem Gøteborg og Stockholm.

Endelig, så har jeg besøgt det store hvide kontinent Antarktis. En særpræget verden med pingviner, forskningsstationer og nedlagte hvalfangerstationer.

Mine foredrag er baseret på glæden ved den gode fortælling i ord og billeder.

Læs mere om de enkelte foredrag ved at dobbelt-klikke med musen på billederne til venstre på denne side.

Mine foredrag henvender sig til det modne publikum i oplysningsforbund, seniorklubber, menigheder og højskoler.

Øvrige aktiviteter er rejseartikler til dagblade, magasiner og bureauer. Endvidere udarbejdelse af pressemeddelelser for virksomheder og organisationer samt tekster og foto til brochurer og kataloger.

Medlem af foreningen Danske Rejsejournalister

picture

Niels-Henrik Jensen er Årets Rejsejournalist 2015. Ved åbningen af feriemessen, Ferie for Alle, i Herning Messecenter, blev prisen overrakt af formanden for Danske Rejsejournalister Anne-Vibeke Isaksen.

Foto: Francis Dean, Dean Pictures.


Alle rettigheder til artikler & billedmaterialer forbeholdes koldingskriveren.dk / Niels-Henrik Jensen